Hvad er psykosomatisk sygdom?

Lider man af kroniske mavetarmproblemer, dunkende og sengekrævende hovedpine, leddegigt eller udslæt, så er det ikke just hjernen, tanker, følelser eller underbevidstheden man umiddelbart tænker, kan være årsagen.

Mange oplever at have kropslige symptomer, der tyder på fysisk og organisk sygdom. Man opsøger lægen, og lægen finder også symptomerne bekymrende, og undersøger deres oprindelse og årsag, og alle test og undersøgelser kommer tilbage uden svar. Der undersøges så yderligere for at være absolut sikker på at der ikke foreligger en skjult organisk sygdom.

Alle test kommer tilbage normale og man konkluderer, at der ikke er noget fysisk galt, der forårsager de symptomer, som man oplever. I hvert fald ikke indenfor det nuværende niveau af medicinsk erfaring kan man lokalisere og forklare årsagen til symptomerne.

Man konkluderer dermed, at der er tale om medicinsk uforklarlige symptomer (MUS) som er den medicinsk term, der dækker disse symptomer. 

Diagnose og symptomer

Normale somatiske eller organiske sygdomme er forholdsvis veldefinerede, hvad angår årsagsforhold, genetik, sygdomsproces, behandling og prognose.

Det er derimod sværere at forklare, hvad psykosomatisk sygdom i grunden er. Udtrykket psyko-somatisk henviser til virkelige og fysiske symptomer, der stammer fra eller påvirkes af sindet, hjernen, følelserne, nervesystemet og underbevidstheden.

Med somatiske symptomer uden organisk årsag eller oprindelse bliver grænsen mellem neurologi (hjernen) og psykologi eller psykiatri (sindet) endnu mere kompliceret. For hvilke processer igangsættes af sindet? Og hvilke igangsættes af hjernen? Og hvad med underbevidsthedens rolle? Normalt vil vi betegne psykologiske eller psykiatriske lidelser som værende i sindet og kun i sindet, mens neurologiske lidelser er i nervesystemet og kroppen.

Den ene slags lidelser kan man have frihed til at arbejde med eventuelt gennem terapi og medicin, mens den anden slags lidelser er ufrivillige og sidder i kroppen. 

Den normale sondring mellem fysiske sygdomme og psykiske lidelser bliver utilstrækkelig, når vi taler om psyko-soamtiske lidelser eller sygdomme. Psyko-somatik handler nemlig om samspillet mellem psykiske processer og legemlige reaktioner eller sygdomme, når det er selve samspillet mellem psyke og krop, der kan være årsag til lidelsen.

En psykosomatisk lidelse handler om dysfunktionelle (forstyrrende) funktioner i mellem psyke (følelser) og krop (legeme). Netop det forhold, at psyken er årsag til symptomerne er problematisk da man i dag ikke har medicinske behandlingsmetoder, der kan helbrede emotionelle eller neurologiske forstyrrelser i nervesystemet.

Faktisk kan man ikke engang bevise, at sådanne psykofysiske forstyrrelser eller processer eksisterer. Hvordan sjæl og legeme eller psyke og krop er forbundet, kan man ganske enkelt ikke undersøge med naturvidenskabelige metoder fordi hastighederne er for høje og kompleksiteten er enorm.  

Det eneste man lægefagligt kan i dag er, at udelukke organiske årsager til symptomerne. Før en psykosomatisk udelukkelsesdiagnose kan konkluderes kræver det normalt, at man oplever medicinsk uforklarlige symptomer i mindst seks måneder uden fysisk årsag kan lokaliseres.

Symptomerne kan være meget varierende, og kan være alt fra smerte til mavetarmproblemer og kroniske smerter i kroppen mv. Selv om somatiske symptomer er kroniske, så kan deres lokalitet, art og alvorlighed ændre sig over tid. 

Hvorfor får vi psykosomatiske lidelser?

Psykosomatik rammer lige ned i den absolut sværeste problemstilling (eller gåde) indenfor videnskaben, nemlig hvordan den usynlige energetiske psyke vekselvirker/forbindes med den synlige og fysiske krop.

Selv om spørgsmålet ikke er blevet besvaret (og sandsynligvis aldrig bliver det) så er der i de seneste to årtier dog sket en større forståelse for samspillet og dynamikken mellem sind og krop - og det forhold, at emotionelle forhold og faktorer spiller en rolle i udviklingen af sygdomme.

Psykosomatik betyder, at mentale faktorer skaber fysiske problemer. Der er tale om ubevidste følelsesmæssige faktorer, som man ikke selv har kontrol over udviklingen af, hvornår eller hvordan de kommer til udtryk i kroppen.

En kronisk lidelse er psykosomatisk, psykofysisk eller psykogenisk fordi den har sin oprindelse i sindet eller hjernen, og det sandsynligvis er hyperaktive impulser fra hjernen til nervesystemet, der er årsag til symptomerne vi ser, mærker eller føler (ex migrænen, irritabel tyktarme eller leddegigten). 

Vi kan i dag ikke bevise hvorfor kroppen udvikler sådanne dysfunktioner i nervesystemet, men en god forklaring kan være, at den socialpsykologiske opbygning af personligheden, som finder sted i barndom og ungdom af forskellige årsager kan medføre dysfunktionelle forstyrrelser i samarbejdet mellem hjernen og kroppens forskellige systemer.

For de fleste gælder, at man tilpasser sig omverdenen gennem konditionering og prægning og i denne socialiseringsproces kan der let opstå psykologiske og emotionelle konflikter i vores nervesystem, særligt når vi presses i mødet mellem vores mange indre instinktive følelser og personlige behov og så den ydre verdens forventninger og de mange sociale krav.

Psykologisk stress, traumer, usikkerhed og forvirring kan let skabe overbelastning i vores nervesystem (særligt når vi er børn og unge) og konsekvensen kan blive, at krop og psyke udvikler et forstyrrende samspil med hinanden. Dette samspil kan føre til overdreven følsomhed og/eller kroniske psykosomatiske forstyrrelser. Den tilpasning som børn nødtvungen må gøre sig i respons på tidligere stressfulde situationer, også kaldet tilpasningsstrategier, kan føre til patologiske tilstande sidenhen.

Indenfor Subliminal Psykologi er det en kerneantagelse, at psykosomatiske lidelser og funktionelle lidelser skyldes undertrykte følelser. Når vi undertrykker en følelse eller et behov i stedet for at udtrykke den på en funktionel måde, så vil vi ubevidst udtrykke den på en dysfunktionel måde. 

Den psykosomatiske teori

En psykosomatisk lidelse opleves akkurat som en organisk eller fysiologisk lidelse, eftersom smerter og symptomer kan sanses og erfares som værende ganske fysisk lokaliseret.  

Psykosomatiske eller funktionelle tilstande betyder symptomer, der ikke kan forklares med en organisk sygdom. Vigtige eksempler herpå er fibromyalgi, irritabel tyktarm, migræne og kronisk træthedssyndrom. Disse tilstande, som kan have meget alvorlige og invaliderende symptomer, har ingen kendt organisk basis, dvs. på nuværende tidspunkt kan vi ikke finde noget galt med kroppens væv, der kan forklare hvorfor nogle mennesker har disse symptomer.

En af de nuværende førende teorier for disse tilstande antager, at symptomerne opstår i hjernen snarere end i den organiske krop. Teorien kaldes for den psykosomatiske teori og på grund af dens popularitet kaldes tilstandene ofte psykosomatiske tilstande. Den psykosoamtiske teori er langt fra bevist, og det bliver interessant at se i fremtiden, om det overhovedet er muligt at bevise hvordan følelser skaber forstyrrelser i nervesystemet jævnfør ovenstående begrænsninger i den naturvidenskabelige metode. 

Ifølge den psykosomatiske teori handler lidelserne om mentale processer og fysiologiske processer, der forstyrrer kroppens naturlige samarbejde, og der laves ændringer i kroppens ubevidste og ufrivillige funktioner. Psykosomatisk betyder, at ubevidste mentale faktorer skaber fysiske problemer. Ubevidste mentale faktorer, som man ikke selv har kontrol over udviklingen af, hvornår eller hvordan de kommer til udtryk i kroppen.

Psykosomatisk sygdom eller lidelse er altså ikke noget man selv er skyld i eller selv umiddelbart har mulighed for at stoppe med at have.

En stresset omverden skaber en stresset indre verden

Hver gang vi oplever en psykologisk og følelsesmæssig situation, så reagerer vores krop med et neurologisk, fysiologisk og hormonelt modsvar. Hvis vi oplever ubehagelige begivenheder så kan disse neurologiske, fysiologiske og hormonelle reaktioner udvikle sig til mere eller mindre permanente tilstande eller mønstre af mobilisering eller immobilisering i det autonome nervesystem, som igen skaber dysfunktionelle reaktionsmønstre i kroppen. 

Vores oplevelser i barndommen former hjernens biologi og psykologi såvel som nervesystemet og underbevidstheden fastholder de forestillinger vi får skabt omkring hvem vi er, og hvad livet handler om. Mange erfaringer har medført automatisk indlærte reaktioner, hvor sindets manglende nuancering gør, at vi på trods af at være blevet ældre fortsat reagerer med frygt og usikkerhed overfor bestemte ting, fænomener, situationer og mennesker mv. 

Hvad man oplevelsesmæssigt (grundet alder og bevidsthedsniveau) erfarer som værende farligt vil kroppen adfærdsmæssigt (stress-respons) reagere i forhold til. Netop det forhold, at vores hjerne og nervesystem kan lære sig selv, at noget komplet ufarligt er farligt, får stor betydning i vores psykologiske og fysiologiske opbygning. Det er igen vigtigt at huske på, at psyke og krop ikke er to ting, men én ting. Vores krop en én altid sammenhængende organisme, hvor tanker og følelser påvirker kroppen, og kroppen også påvirker tanker og følelser.

En barndom med omsorg, kærlighed og kontakt – og med plads til de følelser man nu engang har – øger ens stresstærskel og ens evne til at bevare indre ligevægt og balance. Følelsen af at høre til, at blive rummet og elsket er absolut afgørende for det lille barns og senere den voksnes helbred. Kontakten med moderens varme bryst, søde ord og trygge arme - og den betingelsesløse kærlighed disse udtrykker - er således også afgørende for en naturlig udvikling af vejrtrækningen, fordøjelsesfunktionen, for et almindeligt energiniveau og for en sund udvikling af hjernen og nervesystemet, og evnen til at takle stressende begivenheder.

Stressfysiologien

Overdreven stress opstår, når kravene til en organisme overstiger organismens rimelige kapacitet til at opfylde dem. Lidt stress er altså ikke usundt, men gavnligt, mens meget stress kan og vil være nedslidende for sjæl og krop. At stress dræber, det er en kendsgerning, og det er fordi at kroppen, når den er udsat for kronisk stress ganske enkelt mister evnen til at genopbygge sine celler tilstrækkeligt og immunforsvaret hæmmes således sygdom lettere kan opstå.

Når vi oplever vrede eller frygt, ændres mønsteret af blodgennemstrømning i vores krop, fordøjelsen ophører, kirtelfunktionen ændres, blodkemien ændres, og en lang liste med andre ændringer finder sted. Alle negative følelser (frygt, angst, forvirring, usikkerhed) frembringer negative (dysfunktionelle) fysiske reaktioner. Positive følelser (glæde, varme, tryghed) frembringer positive (sunde) fysiske reaktioner. 

Stress er altså en kompliceret kaskade af fysiske og biokemiske reaktioner på kraftfulde følelsesmæssige stimuli. Stress opleves altid personligt og individuelt. Hvad der er stressfuldt for den ene person. er det ikke nødvendigvis for andre. Fysiologisk set er følelser i sig selv elektriske, kemiske og hormonelle udladninger af det menneskelige nervesystem. Når vi oplever et pres fra omverdenen, så sender hjernen et elektrisk signal til underbevidstheden, der aktiverer det autonome nervesystem, der igen aktiverer stressresponssystemet. Stress består af de interne ændringer - synlige eller ej - der opstår, når organismen opfatter en trussel mod dens eksistens eller velvære.

Traumer 

Traumer menes at være hovedarkitekten bag psykosomatiske forstyrrelser i nervesystemet. Traumer betyder, at vi mister følingen med os selv, vores autencitet, instinkt og ubevidste væsenskerne (libido). Traumatiske hændelser overvælder vores nervesystem, og vi oplever her at vi hverken kan flygte eller kæmpe, men ofte fryser, dvs. lukker ned, dissocierer eller fortrænger mv. Når en begivenhede eller en oplevelse bliver traumatisk så betyder det, at erfaringen får en alt for stor indflydelse på psyke og krop, fordi vi ikke har ressourcerne, styrken, alderen, intelligensen eller får tilstrækkelig hjælp til at lære og forstå efaringen. 

Konsekvensen af traumer er, at vi udvikler komplekser, som er forsvarsmekanismer mod lignende erfaringer. Vigtigt at forstå er, traumet er ikke, hvad der sker med eller imod dig. Traumet er, hvad der sker inde i dig. Og som et resultat af disse traumatiske begivenheder, hvad der sker inde i dig, er at du bliver afbrudt fra dine følelser, og du bliver afbrudt fra din krop, og du har svært ved at være i det nuværende øjeblik fordi dit  ‘sikkerhedssystem' bliver truet. 

Traumer kan også komme i form af overdreven følelsesmæssig involvering med en forælder, mangel på psykologisk uafhængighed, et overvældende behov for kærlighed og hengivenhed og manglende evne til at føle eller udtrykke vrede osv. Sådanne traumer giver anledning til det vi kalder for mor- eller farkomplekser. 

Multifaktorielle årsager

Ideen om "en bio-psyko-social model" har vundet indpas de seneste år, og den kan bruges til at understrege den multifaktorielle karakter af mange kliniske lidelser. Mange sygdomme menes at være multifaktorielle, det vil sige, at der er flere årsager til sygdommen. Der er ofte tale om et samspil af både gener, psyke, og miljøfaktorer dvs. biologisk arvelige forhold såvel som de socialpsykologiske og miljømæssige forhold. 

Vi har medfødte biologiske eller genetiske disponeringer ift. at udvikle enten migræne, leddegigt eller irritabel tyktarm, men man må antage, at traumer, stress, kronisk usikkerhed mv. fungerer igangsættende for udløsningen af den specifikke kroniske lidelse.  

Dernæst reagerer vores sind og psyke forskelligt på de indtryk, situationer og begivenheder, der opstår i barndom og ungdom. Stress og traumer, følelsesmæssige konflikter, forældrekomplekser, samvittighed, manglende emotionel selvindsigt, modgang, svagt og belastninger tidligere i livet, nuværende belastende forhold, krav og udfordringer, som man oplever, der overstiger ens resurser og muligheder.