Gamle instinkter i en moderne verden

Traumer, som vi definerer det, er gamle, ubearbejdede og ofte primitive oplevelser, der er lagret i vores nervesystem eller den ældste del af vores hjerne, kendt som reptilhjernen. Denne del af hjernen er ansvarlig for at registrere fare og sikkerhed, og når vi oplever traumer, ændrer det faktisk hjernen. De traumatiske oplevelser forbliver i denne ældste og primitive del af vores hjerne og fortsætter med at sende signaler om fare og usikkerhed, selv efter at begivenheden er ovre. Det er som om vores krop og sind er blevet kodet til at reagere på livstruende situationer, selv når der ikke er nogen reel fare til stede.

Disse automatiske responser er ikke et resultat af vores kognitive fakulteter og færdigheder, men snarere et resultat af vores instinkt, der forsøger at overleve noget, som den del af hjernen fortolker som værende livsfarligt. Når først en voldsom frygt eller angst er blevet indprentet i vores nervesystem, bliver traumet siddende så dybt, at det ikke umiddelbart kan fjernes igen. Det kan sammenlignes med fobier, der er dybt irrationelle, overdrevne og ulogiske, men alligevel kan have en overvældende indvirkning på vores liv. Disse fobier, eller traumatiske reaktioner, er en integreret del af vores nervesystem og kan have en betydelig indflydelse på vores daglige liv og interaktioner.

Når vi oplever traumer, udløser det en række biokemiske og fysiologiske reaktioner i vores krop, herunder nervesystemets udladninger, hormonelle forandringer og immunforandringer. Disse reaktioner aktiverer vores kamp-eller-flugt-reaktionssystem, der hjælper os med at overleve umiddelbar fare. Det er en adaptiv reaktion, som naturen har designet til at beskytte os i nødsituationer. Men når disse stressreaktioner udløses kronisk og uden opløsning, kan de forårsage skade, og endda permanent skade, på vores krop og sind.

I en tidligere tid var kamp-eller-flugt-reaktionen uundværlig, da vi blev konfronteret med en farlig verden af rovdyr, fjender og andre farer. Men i det civiliserede samfund udløses denne reaktion nu ofte i situationer, hvor den hverken er nødvendig eller nyttig, da vi ikke længere står over for de samme dødelige trusler mod vores eksistens. For de fleste mennesker udgør den største trussel en socialpsykologisk eller følelsesmæssig, det vil sige, hvordan vi føler os elsket, interessante, accepterede og trygge i vores fællesskab.

Kroppens autonome nervesystem reagerer på direkte fare ved at forberede kroppen til at "kæmpe, flygte eller fryse", hvilket er en hensigtsmæssig reaktion, hvis man møder en reel trussel. Nogle mennesker aktiverer deres stressrespons-system, mens andre oplever, at hjernen lukker ned, og de kollapser på mere primitivt plan. Frysresponsen, der opstår i forbindelse med traumer og chok, er en fysisk overlevelsesreaktion i din hjernes instinktlag og kroppen.

Med ST-behandling kan vi nu relativt enkelt tilgå de dele af sindet og hjernen, der er udviklet på en unuanceret og reaktiv måde. Alle erfaringer skaber psykoaktive bevidsthedsfænomener, der ikke er tilpasset objektfænomenerne på en hensigtsmæssig måde. Vi ønkser ex. et naturligt reaktionsmønster ift hunde, men en voldsom emotionel frygt i vores underbevidsthed umuliggør at vi forholder os til hunden som et almindeligt objekt. Den får nærmere en mytologisk og irrationel status. Med ST-behandling kan vi endelig nuancere og relativere den underudviklede del, så den ikke længere fungerer reaktivt.