Barndomstraumer & ST-behandling

Psykologisk stress, traumer, usikkerhed og forvirring kan let skabe overbelastning i vores nervesystem (særligt når vi er børn og unge) og konsekvensen kan blive, at krop og psyke udvikler et forstyrrende samspil med hinanden. Dette samspil kan føre til overdreven følsomhed og/eller kroniske psykosomatiske forstyrrelser. Den tilpasning som børn nødtvungen må gøre sig i respons på tidligere stressfulde situationer, også kaldet tilpasningsstrategier, kan føre til patologiske tilstande sidenhen. Det sociale og fysiske miljø som mennesket lever og udvikler sig i kan medføre fysiologiske og psykologiske tilpasninger, der er nødvendige for øjeblikkelig overlevelse, som kan føre til langsigtede forstyrrelser i nervesystemet. 

Den panik eller angst, som mennesker erfarer, skyldes meget ofte barndomsfrygt og ikke en nuværende fare.  Men traumet er ikke, hvad der sker med dig. Traumet er, hvad der sker inde i dig. Og som et resultat af disse traumatiske begivenheder, hvad der sker inde i dig, er at du bliver afbrudt fra dine følelser, og du bliver afbrudt fra din krop, og du har svært ved at være i det nuværende øjeblik.

Bliver man i barndommen udsat for akut og kronisk stress, så nedsættes evnen til naturlig flygt-eller-kæmp adfærd. Sagt på anden vis, vores evne til at beskytte os selv - sikkerhedssystemet  - hæmmes og vi gøres sårbare. 

Man taler i dag også om, at dette kan være årsagen til bl.a. ADHD, der kendetegnes ved at man man har svært ved at holde fokus, svært ved at sidde stille, holde koncentration og har en dårlig impulskontrol. Det handler altså ikke om mental sygdom eller genetisk arvelig lidelse, men derimod om stress og overrbelastning af nervesystemet, hvor barnets flygt-eller-kæmp-stressresponssystem begrænses.

Når børn ikke har mulighed for at slippe væk, så dissocierer de eller bliver mentalt fraværende. Dette er en håndteringsstrategi, der udvikles særligt hos de børn, der har forældre, der ikke er emotionelt nærværende, følelsesmæssigt tilgængelige eller på anden vis påfører barnet stress gennem usikkerhed og angst.

Små børn kan ikke undgå at absobere stress fra deres forældre og det eneste barnet kan gøre, er, at tune ud og flytte fokus. Barnets hjerne formes i høj grad af forældrenes adfærd. Er forældrene nærværende og emotionelt nærværende, så vil barnets hjerne udvikle sig naturligt, men hvis forældrene er stressede, så absorberer barnet denne stress og det at tune ud programmeres i hjernen. Herefter vil man måske tro at barnet har en psykisk lidelse, men det er i grunden tale om en håndteringsstrategi. 

Vores nervesystem er afstemt til at vurdere eventuelle risici i vores omgivelser. Hvis du opfatter dine omgivelser som trygge, vil dit sociale engagements system hæmme de mere primitive limbiske strukturer og hjernestammestrukturer, som kontrollerer immobilisering og kamp eller flugt. Hvis dine omgivelser opfattes som farlige, vil de primitive systemer overtage.

Er du opvokset i et utrygt miljø, er det sociale engagements system muligvis ikke være fuld udviklet, og du kan være i en mere eller mindre permanent tilstand af mobilisering eller immobilisering. Dvs. dit nervesystem enten er på vagt konstant eller dit nervesystem er fastlås i lammelse og mangel på reaktion.

Traumatiske hændelser, følelsesmæssige isolation og tab, overdreven følelsesmæssig involvering med en forælder, mangel på psykologisk uafhængighed, et overvældende behov for kærlighed (accept) og hengivenhed og manglende evne til at føle eller udtrykke vrede er længe blevet identificeret af medicinske observatører som mulige faktorer i den naturlige udvikling af sygdommen.

Vi mennesker har to fundamentale behov: autencitet og tilknytning

Autencitet betyder, at vi har brug for at føle vores egne følelser, dvs. den følelsesmæssige værdi i et spektrum mellem godt og ondt, accept eller afvisning eller i freudianske termer oral lyst og oral ulyst,

Afgørende for sund psykologisk udvikling er at vi gennem barndommen får lov at bevare et forhold til vores indre liv, dvs. at vi med vores intuition kan mærke forholdet mellem hjerne og hjerte, fornuft og følelse, krop og sjæl. De fleste problemer opstår for ethvert menneske, når følingen med det indre instinkt afbrydes, ofte fordi man er utryg i sit miljø. 

Tilknytning betyder, at vi er fuldstændigt afhængige af vores omverden, når vi er børn. Vi fødes med et fundamentalt behov for tilknytning, men vi har også en indre autencitet, som vi særligt ser hos spædbørn, der udtrykker deres følelser og behov uden nogen form for begrænsning og tilbageholdenhed. 

Vi mister som børn vores naturlige instinkt eller autencitet for at kunne bevare vores tilknytning til omverdenen. Det er et instinkt, der gør det muligt for mennesket, at tilpasse sig internt og eksternt til trusler i deres miljø, så de fortsat kan leve og overvinde truslen.

 Den ydre verden former den indre 

Det er i høj grad vores opfattelse eller perception, der skaber den verden, vi hver især lever i. Men særligt miljøet eller omsorgen betinger hvordan vores sind og psyke bygges op. Den verden vi lever i er i høj grad formet af vores erfaringer. Har vi en opvækst i et miljø, hvor der er knaphed, stress og ustabilitet, så vil disse stressfaktorer blive en del af vores psyke og virkelighed. Det sociale og fysiske miljø fører gerne til psykologisk og emotionelt pres som vi for at overleve i er nødt til at tilpasse os. 

Vi lever alle i en psykologisk fortolket virkelighed

Vi reagerer ikke på virkeligheden, men på vores fortolkning af virkeligheden, og problemet med fortolkninger er:

• at fortolkningerne ikke altid afspejler virkeligheden
• at fortolkningerne er udviklet tidligt i livet, hvor vi var meget sårbare
• at underbevidstheden ofte husker de voldsomme fortolkninger

Problemet opstår, når vores hjerne og nervesystem fastholder sindets gamle fortolkninger - ældre alarm- og stressreaktioner - der ikke passer på virkeligheden, men afspejler følelser og forestillinger, vi mærkede og erfarede da vi var børn, var sårbare og ikke kunne reflektere, vurdere og bedømme, som vi i dag kan som voksne.  

Først og fremmest så udvikler vi os ofte reaktivt ift. begivenheder og omstændigheder. Det betyder at vi tilpasser os for at bevare en indre tryghed og kontrol over situationen.

En erfaring består af et sanseindtryk og en værdibedømmelse. Sanseindtrykket (hvordan vi oplever noget) er meget afhængigt af alder og intelligens, og derfor er værdibedømmelsen (den følelsesmæssige reaktion på sanseindtrykket) heller ikke en reaktion på virkeligheden “i sig selv”, men vores oplevelse af virkeligheden.

Enhver erfaring, vi gør os, er en fortolkning, der er struktureret af et erkendelsesniveau. Vores tryghed og tillid til omverdenen, forældre og omgivelser har stor betydning for hvordan vi strukturerer og organiserer erfaringer. 

Når som helst i livet kan vi blive stresset og presset, og hjernen har lært, at en bestemt situation er farlig, så fortæller den dette videre til det autonome nervesystem, som kan iværksætte de nødvendige fysiologiske reaktionsmønstre.

Hver gang vi oplever et psykologisk og følelsesmæssigt pres, så reagerer vores krop med et fysiologisk og hormonelt modsvar. Når vi sættes under psykologisk pres, en stressbelastning. så bliver kroppen fysiologisk ændret, og når kroppen bliver fysiologisk ændret, så ændres vi også psykologisk.  

Hjernen og ubevidst læring

Hjernen, underbevidstheden og nervesystemet husker alle vores oplevelser gentagne afspilning af disse oplevelser vil skabe et overstresset nervesystem, som igen skaber en overproduktion af stresshormoner og ligeledes påvirker immunforsvaret. Når sindet har modtaget sansninger og vurderet disse som trygge eller farlige, så indretter hjernen sig neurologisk ift det passende emotionelle og fysiologiske respons. 

Næste gang vi er i en lignende situation, så er der bygget neurale netværk, der fortæller sindet hvad der foregår, så vi behøves ikke opleve en hund igen for at vide, at den er farlig. Naturligvis er det ikke den nye hund der er farlig, men den afspilning, der sker i sindet, som med det samme ændrer på hele kroppens indre tilstand: vi stresses og anspændes. 

Underbevidstheden og det autonome nervesystem kan som en konsekvens af voldsomme følelsesmæssige erfaringer fastholde dig ubevidst i en konstant alarmtilstand, og det er disse vedvarende stresstilstande, man mener kan føre til en række psykogeniske eller psykosomatiske lidelser.

 Men hvad nu, hvis den fysiologiske reaktion skyldes noget, der ikke længere er farligt? Hvis den ikke længere er psykologisk eller fysiologisk farlig? I så fald vil eksponeringen medføre at man bliver kronisk stresset  og kroppen vil over tid blive overbelastet og den fysiologiske respons kan blive kronisk. 

Man kan sige, at det stressfulde ydre miljø internaliseres og bliver en kronisk del af det indre psykiske miljø og nervesystem. Det er svært at lære, at hunde ikke er farlige, hvis man først har internaliseret en oplevelse af et hundebid i sit nervesystem. Ubevidst læring (via primærprocesser) og bevidst læring (via sekundærprocesser). 

 I Subliminal Psykologi anser man et væld af psykologiske og fysiologiske lidelser som værende konsekvenser af livserfaringer. 

 Hver gang vi gør os en erfaring, dvs. en situation eller begivenhed opstår, så får vi en spontan følelse af accept eller afvisning. Vores psyke bygges ganske enkelt op på livserfaringer og dermed lyst og ulyst, godt og ondt, varmt og koldt, lyst og mørk. Det er naturligvis ikke selve erfaringen alene, der skaber indtrykket, dvs. oplevelsens følelseskvalitet, men vores fortolkning af oplevelsen, dvs. hvordan vi psykologisk og fysiologisk responderede på situationen og begivenheden. 

Et hundebid som 5 årig er mere traumatisk for nervesystemet end et hundebid som 25 årig
Fars vrede og temperament er mere skræmmende og stressfuldt som 10 årig end når vi er 30 år. 

ST-behandling og barndomstraumer

Èn ting er at erkende, at mange af vores traumer stammer fra barndommen, noget helt andet er at transformere den forstyrrelse (det energetiske fænomen) som traumet har skabt i vores hjerne, sind og nervesystem, og som har en aktiv funktion i vores nervesystem. 

En erfaring er altså en oplevelse af en reaktion på en begivenhed. Sindets fortolkning informerer hjernen om, hvad der sker, og ikke mindst hvad der kan ske igen. Hjernen sørger for, at nervesystemet engageres således hele organismen beskyttes mod lignende trusler. 

Opgaven bliver at få nervessystemet reguleret, der afhænger af både biologiske, psykologiske og sociale faktorer. 

Uanset hvor meget indsigt og forståelse vi får adgang til, så er den rationelle hjerne ude af stand til at fortælle den irrationelle del af nervesystemet, at den skal ændre sine dybdepsykologiske operationer. Det mest essentielle i behandlingen af traumer, er, at få genskabt en tryghed i samarbejdet mellem hjerne, sind, nervesystem og kroppens forskellige dele. 

En sådan tryghed skabes med ny viden og ny læring. 

Problemet med traumer sidder dybere end vi kan nå med den rationelle logik og frie vilje. Den eller de dele, der har erfaret traumet, har hjulpet os på et bestemt tidspunkt. Men den del ved ikke, at vi ikke længere er den 3-årige eller den 5-årige eller den 15-årige.

Med ST-behandling fjerner man ikke erfaringen eller begivenheden, men den emotionelle stressrespons, der har forankret situationen i nervesystemet.

Denne stressrespons er nemlig en følelsesmæssig reaktion på hvad der skete inde i os, ikke uden for os. 

Ved at genoprette forbindelse til dig selv, ved at genskabe forbindelsen til din krop, primært og med dine følelser, som du mistede. Og når du først har gjort det, når du har fundet disse ting igen, har du det, vi kalder opsving.

Sagen er jo at psykiske lidelser kommer til udtryk som fysiske symptomer. Ved angst vil det fx typisk være hjertebanken, hurtig eller besværet vejrtrækning, svedtendens, rysten mm. – alt sammen tegn på at kroppen er i øget alarmberedskab.