Den nye forståelse af kroniske smerter og funktionelle symptomer
Et paradigmeskifte i forståelsen af, hvordan hjernen påvirker kroppen
I mange år har kroniske smerter og funktionelle lidelser været blandt de mest udfordrende områder i sundhedsvæsenet.
Millioner af mennesker lever med migræne, irritabel tyktarm (IBS), fibromyalgi, kroniske smerter, svimmelhed, tinnitus og andre vedvarende symptomer, selv om lægelige undersøgelser ofte ikke kan påvise en sygdom eller en skade, der kan forklare symptomernes omfang.
For mange patienter har beskeden været den samme:
“Vi kan ikke finde noget galt.”
Det har efterladt mange med følelsen af ikke at blive forstået.
I dag er denne forståelse ved at ændre sig.
Hjernen skaber ikke kun tanker – den regulerer hele kroppen
Moderne neurovidenskab beskriver hjernen som et dynamisk reguleringssystem.
Hjernen registrerer ikke blot signaler fra kroppen. Den fortolker dem, forudsiger dem og regulerer løbende kroppens funktioner gennem det autonome nervesystem.
Denne forståelse har ført til en ny måde at anskue en række kroniske symptomer på.
I stedet for udelukkende at spørge:
“Hvad er der galt med kroppen?”
stiller flere forskere nu også spørgsmålet:
“Hvordan har hjernen lært at regulere kroppen?”
Denne udvikling bygger blandt andet på forskning i:
- neuroplasticitet
- predictive processing
- central sensibilisering
- funktionelle neurologiske lidelser
- kronisk primær smerte
Fælles for disse områder er erkendelsen af, at hjernen kan udvikle automatiske beskyttelsesmønstre, som fortsætter, selv om den oprindelige belastning ikke længere er til stede.
To læger og en psykoterapeut har været med til at flytte feltet
Flere klinikere har været med til at udvikle denne forståelse.
Howard Schubiner har gennem årtier arbejdet med patienter med kroniske smerter og funktionelle symptomer.
Hans arbejde beskriver, hvordan hjernen kan opretholde smerter og andre symptomer gennem lærte neurale mønstre, selv når der ikke længere findes en vedvarende vævsskade
Alan Gordon har udviklet Pain Reprocessing Therapy (PRT).
Hans forskning fokuserer på, hvordan hjernen kan lære at opfatte kroppen som farlig, og hvordan denne trusselsvurdering gennem neuroplasticitet kan ændres, så symptomer gradvist reduceres.
David Clarke er speciallæge i mave- og tarmsygdomme og har behandlet tusindvis af patienter med uforklarlige kroniske symptomer.
Hans arbejde peger på, at langvarige belastninger, relationelle konflikter og følelsesmæssige mønstre hos nogle mennesker kan være med til at opretholde automatiske symptomreaktioner gennem hjernens regulering af kroppen.
Hvad er de enige om?
Selv om deres behandlingsmetoder er forskellige, bygger de alle på nogle fælles antagelser.
De beskriver, at:
- symptomerne er virkelige
- hjernen spiller en aktiv rolle i reguleringen af smerter og kropslige funktioner
- kroniske symptomer kan i nogle tilfælde opretholdes af lærte neurale mønstre
- hjernen er neuroplastisk og kan udvikle nye reguleringsmønstre.
- Det betyder ikke, at alle symptomer skyldes hjernen.
Det betyder heller ikke, at medicinsk udredning bliver overflødig, men det betyder, at mange kroniske symptomer kan forstås på en ny måde.
En overset pioner
Når historien om neuroplastiske symptomer fortælles, begynder den ofte med moderne smerteforskning.
Men flere af de centrale idéer blev beskrevet langt tidligere.
Allerede i 1970’erne begyndte den amerikanske psykolog Edwin K. Yager at udvikle en behandlingsmodel, som senere blev kendt som Subliminal Therapy.
Yager arbejdede ud fra den kliniske observation, at mange automatiske reaktionsmønstre ikke nødvendigvis ændres mest effektivt gennem analyse, refleksion eller viljestyrke.
Han beskrev i stedet en metode, hvor terapeuten gennem en fokuseret trancetilstand kommunikerede indirekte med de organiserende processer, der ligger uden for den refleksive bevidsthed.
Yager anvendte naturligvis ikke nutidens begreber som predictive processing, neuroplastiske symptomer eller nociplastiske smerter.
Men set i bakspejlet beskrev han en behandlingsstrategi, som på flere områder peger i samme retning som den moderne forståelse af hjernens neuroplasticitet.
Det gør hans arbejde historisk interessant.
Ikke fordi han forklarede neuroplasticitet ud fra den viden, vi har i dag, men fordi han allerede dengang udviklede en metode til at arbejde med de automatiske organiseringsprocesser, som den moderne forskning i stigende grad interesserer sig for.
Hvor placerer Subliminal Terapi sig?
Subliminal Terapi bygger på den samme grundlæggende forståelse som de moderne neuroplastiske behandlingsformer:
Hjernen kan lære.
Og hjernen kan udvikle nye automatiske reguleringsmønstre.
Den væsentligste forskel ligger i behandlingsstrategien.
Hvor de fleste neuroplastiske behandlingsformer arbejder gennem undervisning, refleksion, følelsesmæssig bearbejdning, opmærksomhedstræning og gradvis omtræning af hjernens trusselsvurdering, anvender ST en anden tilgang.
I ST-behandling arbejdes der i en fokuseret trancetilstand med det formål at understøtte reorganisering af hjernens automatiske organiseringsprocesser.
Udgangspunktet er, at hvis et symptom primært opretholdes af automatiske reguleringsmønstre, kan hjernens neuroplasticitet muligvis påvirkes gennem en mere direkte kommunikation med disse processer end gennem refleksiv bearbejdning alene.
Klienten skal derfor ikke nødvendigvis analysere symptomet, bearbejde tidligere oplevelser eller udføre mentale øvelser mellem behandlingerne.
Arbejdet foregår under selve behandlingen.
Et typisk ST-forløb varer mellem tre og fem timers behandling fordelt over få sessioner.
Et nyt behandlingsfelt er ved at tage form
Udviklingen inden for neurovidenskab og smerteforskning har åbnet døren for en ny forståelse af mange kroniske symptomer.
Fælles for de nye behandlingsmodeller er ikke én bestemt metode, men en ny måde at forstå hjernen på.
Fra at se hjernen som en passiv modtager af signaler betragtes den i dag som et aktivt reguleringssystem, der kontinuerligt organiserer kroppens funktioner gennem læring.
Det er denne udvikling, der danner baggrunden for både moderne neuroplastiske behandlingsformer og Subliminal Terapi.
Metoderne er forskellige.
Men de bygger alle på den samme grundlæggende erkendelse:
Hjernen kan lære automatiske reaktionsmønstre. Derfor kan den også udvikle nye.