Kan hjernen påvirke en fysisk sygdom?
Kan hjernen påvirke
en fysisk sygdom?
Vi tænker ofte på sygdom som enten fysisk eller psykisk. Men moderne neurovidenskab peger på et langt mere komplekst samspil mellem hjernen, nervesystemet, immunsystemet og resten af kroppen.
Kroppen fungerer ikke efter et enten-eller-princip
Når vi taler om neuroplastiske symptomer, kan der let opstå en misforståelse.
Enten skyldes symptomet en fysisk sygdom.
Eller også skyldes det hjernen.
Men kroppen fungerer sjældent så enkelt.
Hjernen, nervesystemet, hormonsystemet, immunsystemet og kroppens organer indgår i et omfattende biologisk samspil. Signaler bevæger sig hele tiden begge veje.
Derfor kan en sygdom godt have en kendt biologisk komponent og samtidig være påvirket af den måde, hjernen og nervesystemet regulerer kroppen på.
Det er især vigtigt, når vi forsøger at forstå komplekse og multifaktorielle tilstande.
Det behøver ikke være et spørgsmål om hjernen eller kroppen. Det kan være et spørgsmål om, hvordan hjernen og kroppen påvirker hinanden.
Hjernen er en del af kroppen
Vi tænker ofte på hjernen som det organ, der skaber tanker, følelser og bevidsthed.
Men det er kun en del af dens funktion.
Hjernen deltager konstant i reguleringen af blandt andet puls, blodtryk, fordøjelse, hormonproduktion, søvn, temperatur, smerte og muskelspænding.
Det sker blandt andet gennem det autonome nervesystem og kroppens hormonelle systemer.
Samtidig sender kroppens organer og immunsystem information den modsatte vej tilbage til hjernen.
Systemerne sender konstant information frem og tilbage og kan derfor påvirke hinandens aktivitet.
Nervesystemet og immunsystemet kommunikerer
Et af de forskningsområder, der tydeligst illustrerer dette, er neuroimmunologi.
Her undersøger man kommunikationen mellem nervesystemet og immunsystemet.
Forskningen viser blandt andet, at neurale kredsløb kan påvirke inflammatoriske processer, samtidig med at inflammatoriske signaler fra kroppen kan påvirke hjernen.
Det betyder ikke, at hjernen alene skaber inflammatoriske sygdomme.
Men det betyder, at hjernen og nervesystemet kan være medvirkende faktorer i et langt større biologisk system.
En sygdom kan have flere årsager samtidig
Det bliver særligt interessant ved multifaktorielle sygdomme.
Her findes der ikke nødvendigvis én enkelt årsag. Flere biologiske og miljømæssige faktorer kan påvirke sygdommens udvikling og aktivitet.
De forskellige faktorer kan påvirke hinanden.
Derfor behøver spørgsmålet ikke være:
“Er denne sygdom fysisk eller neuroplastisk?”
Et mere relevant spørgsmål kan være:
“Hvilke biologiske systemer er med til at udløse, forstærke eller vedligeholde tilstanden hos dette menneske?”
Psoriasis er et godt eksempel
Psoriasis er en inflammatorisk og immunmedieret sygdom.
Det betyder imidlertid ikke, at hjernen og nervesystemet nødvendigvis er irrelevante for sygdommens aktivitet.
Stress er hos nogle mennesker forbundet med forværring af psoriasis, og forskningen i neuroimmunologi undersøger netop, hvordan nervesystem, stresssystemer, neuropeptider og immunsystem kommunikerer med hinanden.
Det ville derfor være for enkelt at sige:
“Psoriasis skyldes hjernen.”
Men det ville også være for enkelt at antage, at hjernen umuligt kan påvirke sygdommens aktivitet, fordi psoriasis involverer immunsystemet.
Hos nogle mennesker kan neurale og stressrelaterede reguleringsprocesser være én blandt flere faktorer, der påvirker sygdommens udtryk.
Hvad har neuroplasticitet med det at gøre?
Neuroplasticitet betyder grundlæggende, at nervesystemet kan forandre sig som følge af erfaring og læring.
Det er en af hjernens mest fundamentale egenskaber.
Hvis hjernen gennem længere tid har været involveret i bestemte automatiske reaktioner – eksempelvis øget alarmberedskab, smerterespons, muskelspænding eller autonom aktivering – kan nogle af disse reaktioner blive lettere at aktivere.
Men neuroplasticitet betyder også, at neurale mønstre ikke nødvendigvis er permanente.
Nervesystemet kan lære nyt.
Hvis neurale reguleringsmønstre er én af flere faktorer, der bidrager til en tilstand – hvad sker der så, hvis disse mønstre ændres?
Fra enten-eller til både-og
Denne måde at tænke på ændrer også vores forståelse af neuroplastiske symptomer.
Nogle symptomer kan være overvejende neuroplastiske. Det gælder eksempelvis visse former for kronisk primær smerte, hvor vedvarende vævsskade ikke tilstrækkeligt forklarer symptomerne.
Andre tilstande kan have tydelige biologiske sygdomsmekanismer, samtidig med at neurale reguleringsprocesser påvirker symptomernes intensitet eller sygdommens aktivitet.
Det er to forskellige situationer.
Men begge illustrerer det samme princip:
Hjernen står ikke uden for sygdomsprocessen.
Den er en del af kroppens samlede reguleringssystem.
Hvor kommer ST-behandling ind i billedet?
ST-behandling tager udgangspunkt i muligheden for, at automatiske og indlærte reguleringsmønstre kan være med til at vedligeholde eller forstærke bestemte symptomer og reaktioner.
Behandlingen retter sig derfor mod disse automatiske processer.
Ved tilstande uden tilstrækkelig strukturel sygdomsforklaring er hypotesen, at ændring af de automatiske mønstre kan påvirke selve symptomproduktionen.
Ved multifaktorielle eller inflammatoriske sygdomme er hypotesen mere afgrænset:
Hvis nervesystemets regulering er én af flere faktorer, der påvirker tilstanden, kan ændring af denne faktor muligvis påvirke sygdommens eller symptomernes udtryk.
Det er en hypotese, der skal holdes adskilt fra spørgsmålet om, hvorvidt ST specifikt er dokumenteret som behandling af den pågældende sygdom.
Hjernen erstatter ikke biologien.
Den er en del af den.
Det interessante ved moderne neurovidenskab er ikke, at den erstatter den biologiske forståelse af sygdom.
Den gør den biologiske forståelse større.
Hjernen, nervesystemet, hormonerne, immunsystemet og kroppens organer kan ikke altid forstås isoleret fra hinanden.
For nogle kroniske symptomer kan hjernens automatiske regulering være den dominerende mekanisme. For andre kan den være én blandt flere medvirkende faktorer. Og for andre igen spiller den måske kun en begrænset rolle.