Hvad er traumer?

Psykologisk stress, usikkerhed og forvirring kan let skabe overbelastning i vores nervesystem (særligt når vi er børn og unge) og konsekvensen kan blive, at krop og psyke udvikler et forstyrrende samspil internt såvel som med omverdenen. Dette samspil kan føre til overdreven følsomhed og/eller kroniske psykosomatiske forstyrrelser. Den tilpasning som børn nødtvungen må gøre sig i respons på tidligere stressfulde situationer, også kaldet tilpasningsstrategier, kan føre til patologiske tilstande sidenhen.

Traumer betyder at vi ser nutidige situationer med fortidens erfaringer. Traumer medfører en manglende fleksiblitet i vores responsmuligheder. Vi bliver ganske enkelt mere programmerede og bundet. Traumer har det med at blive en del af vores psykologiske og fysiologiske virkelighed og skal de fjernes, så skal man tænke radikalt anderledes. Men hvorfor er det sådan? Og hvordan kan ST-behandling fjerne traumer?

Hvad er et traume?

Traumer kan komme i mange afskygninger og er ikke kun noget, der opstår i krig, ulykker eller mere alvorlige kriser. Et traume er ifølge neuroforsker og psykiater Bessel van der Kolk noget der sker mod dig og samtidig inden i dig. Et traume er noget, der gør dig så emotionelt oprørt og overvældet, at du ikke kan bevare følingen med dit følelsesliv og instinkt. Du mister på en måde dig selv og kollapser mentalt i en tilstand af forvirring, måske raseri, fordi du er ude af stand til at handle og fungere i mødet med en trussel. Grænsen mellem indre realitet og ydre virkelighed ophæves. 

Traumer involverer en voldsom stressbelastning fordi vi kommer i fare enten fysisk eller psykisk. Måske vi bliver bidt af en hund, føler en voldsom skam, måske får vi en følelse af at være uelsket eller værdiløse, måske vi bliver mobbet, mærker magtesløshed eller eksistentiel håbløshed. Traume kan også være en skilsmisse. Oplevelsen af dine forældre, der skændtes og kæmpede om magt og kontrol. Traume er din mors depression. Traume er din fars alkoholisme. Traume er dine forældres argumentation og fjendtlighed. Deres manglende kærlighed. Deres manglende vne til at afspejle og sætte ord på dine følelser og behov. Traume er fysisk eller seksuelt misbrug mv.

Efter en traumatisk hændelse kan man udvikle et såkaldt psykologisk traume, som er en psykologisk efterreaktion på en belastende oplevelse. Såfremt tilstanden er vedvarende, gives diagnosen PTSD, som også kaldes posttraumatisk stresslidelse eller posttraumatisk belastningsreaktion.Uanset hvad, så vil traumet ofte få den virkning, at vi automatisk og relksmæssigt forsøger at undgå alt, der minder os om eller kan genskabe den traumatiske hændelse. Et traume kan derfor også få os til at udvikle bestemte adfærdsmønstre og personlighedstræk. 

Traumer blokerer for sund og medfødt føling med hele det erfarede liv og virkelighed og det betyder, at enkelte episoder, ydre forhold, miljøer, situationer og begivenheder i deres intensitet og voldsomhed kan overskygge for vores selvforhold og følelsesliv. Traumer betyder, at vores ressourcer er udtøme og handlemulighederne ligeså. Tilbage er det kun, at lukke følelsesmæssigt ned og trække sig, og derefter undgå lignende episoder. Vi kompenserer lidelse ved at dissociere. Når sindet først har videresendt en fortolkning til hjernen så lagres den i centralnervesystemet som igangsætter stressresponssystemet, når lignende situationer opstår. 

Et traume er en fysisk hændelse og samtidig en psykisk forsvarsreaktion. Det er en begivenhed og livssituation hvor vi udvikler et forsvar, en fortrængning eller en frys-respons. Det er livssituationer, hvor alle muligheder er udtømt og vi ganske enkelt lukker ned for at overleve. Traumer og  komplekser kan og vil forhindre et naturligt og afslappet flow af den psykiske energi.

Traume og tryghed

Traumer handler også om følelsen af tryghed og tilknytning. Er vi utrygge og usikre, så er verden et farligt sted, fordi vi skal passe på os selv. Det er derfor vigtigt at vi føler tilknytning og har sunde og varme relationer, særligt som børn. Så længe disse relationer er intakte, så håndterer vi, også som børn, voldsomme begivenheder uden at de bliver traumatiske. 

Bliver du bidt af en hund som barn kan det være ganske traumatisk i sig selv, men bliver du efterfølgende samlet op og mærker du omsorg og trøst, får du talt om dine følelser og oplevelser, så blive hundebiddet ikke nødvendigvis et traume (måske en fobi) netop fordi fundament for din tryghed er ikke blevet ødelagt af hundebiddet.

Det kan i sig selv være traumatiserende, hvis man føler at ens forældre ikke elsker én eller føler, at man er interessant eller bliver nydt og plejet. Her mister vi som børn følesen af betingelsesløs kærlighed og en accept af vores liv og væsen. Vores følefuntion tager skade eftersom den skruer forventningerne ned og lærer at nøjes. Betingelsesløs kærlighed og accept er et must for børn. Vores hjerneudvikling kræver det. Vores følelsesmæssige udvikling kræver det. Og når vi ikke får det, så skaber det kritiske mentale tilstande i os.

Traumer begrænser vores potentiale

Traumer opstår, når der er en begrænsning i vores mentale kapacitet til at respondere i det nuværende øjeblik fra vores autentiske jeg (instinkt). Et traume er grundliggende en begrænsning af vores autentiske jeg i det nuværende øjeblik en livssituation finder sted. Det handler altså ikke kun om det, der sker, men om vores mulighed for at handle i forhold til det skete. 

• Traume er ikke hvad der sker imod dig, men hvad der sker inden i dig på baggrund af hvad der sker imod dig.
• Det, der påvirker dig psykologisk og forandrer dig fysiologisk behøves ikke have ydre dramatiske begivenheder som årsag.
• Et traume er en trussel mod indre sammenhæng og behov.
• Traume er en begrænsning af din kapacitet - en begrænsning i kroppen - i den mentale kapacitet til at udtrykke dig fra dit autentiske selv.
• Essentielt er et traume en begrænsning af dit autentiske selv.
• Traumer er altid subjektive oplevelser, og alt efter vores personlighed og tidligere erfaringer, så er der stor forskel på hvad der opleves som værende traumatisk for os hvor især.
• Traume er når en begivenhed bekræfter en forfærdelig fantasi.
• De rationelle tanker skydes i baggrunden og vi kan ikke foretage en objektiv vurdering.
• Vi overvældes af frygt i form af navnløst (uden sprog) formløst (uden præcist objekt) noget bliver ubegrænset frygteligt (fobi) fordi det ikke kan indfanges af tankerne. Frygt er den stærkeste emotion vi har, og frygt påvirker enhver erfaring, det sidder i nervesystemet.

Der er en vigtig forskel mellem et traume og stressfuld situation

Livet er ofte hårdt og med et vist pres eftersom vi alle har opgaver, arbejde og livssituationer, der er kræver vores opmærksomhed.  Men i det øjeblik at en stressfuld situation er overstået, så er den overstået. Problemet med traumet er, at når den dramatiske oplevelse er overstået, så forsætter kroppen med at gennemleve begivenheden. Stress er en passerende mental tilstand, mens traumer har det med at blive siddende permanent i vores underbevidsthed og nervesystem.  

En normal konsekvens af traumer er et forøget alarmberedskab i nervesystemet. Dette bevirker at man har en ubevidst indre uro, man let blive forskrækket, er ængstelig og kan være nervøs, hidsig, neurotisk og anspændt. Dermed medvirker traumer til en kronisk anspændthed, da dele af psyken hele tiden er på vagt, således at man kan undgå den farlige situation igen. 

Selv når faren for længst er drevet over, så sidder kroppen stadig fast i et konstant alarmberedskab. Dette sker ex. når vi som børn bliver bidt af en hund (eller blot bange og utryg), så husker den del af psyken, hvor bange vi var, og den del sørger for, at vi i fremtidige møder med andre hunde oplever de samme følelser. Vi kalder det måske en hundefobi. På den måde, sidder vi fast i fortiden, eller vi ser nutiden gennem fortidens oplevelser.

Hjerne og sind

Hvor hjernen som organ fungerer på samme måde hos de fleste, så er sindet mere flydende, sammensat og personligt. Sindet er et komplekst netværk af livserfaringer, overbevisninger, tanker, følelser, forestillinger, overlevelsesstrategier, forsvarsmekanismer mv. Hvordan sindet fortolker en situation eller en begivenhed er altså forskelligt fra person til person. Sikkert er det, at traumet ikke er selve begivenheden, men hvordan man reagerede i forhold til den.

Vores hjerne organiserer sindets indtryk og sindet kan alt efter aldersniveau lave nogle voldsomme emotionelle fortolkninger, som betyder, at hjernen husker stressbelastningen hele livet. Problemet opstår, når vores hjerne og nervesystem fastholder sindets gamle fortolkninger - erfaringer ladet med panikfølelser og stressreaktioner - der ikke passer på virkeligheden, men blot afspejler de følelser, situationer og forestillinger, vi erfarede da vi var børn og sårbare. 

Det er vores sind, der fortolker en fare, og sindet kommunikerer informationen videre til hjernen. Hjernen er biologisk og styrer de hormoner, der sendes rundt i kroppen. Sindet kan forstås som vores evne til rationel tænkning herunder fortolkning af sanseindtryk. Sindet konkluderer altså om der er fare på færde eller om man kan forholde sig stille og roligt. Det er sindet, der giver besked til hjernen om, hvordan hjernen skal forholde sig og om den skal reagere med afslapnings-hormoner eller stress-hormoner.

Vi reagerer ikke på virkeligheden, men på sindets fortolkning af virkeligheden, og problemet med fortolkninger er:

• at fortolkningerne ikke altid afspejler virkeligheden (ofte langt fra)
• at fortolkningerne er udviklet tidligt i livet, hvor vi var meget sårbare, afhængige og naive
• at hjernen og underbevidstheden husker de voldsomme fortolkninger (ikke virkeligheden "i sig selv")

Flygt-eller-kæmp-reaktionssystemet

Vores traumer kan forstås som gamle ubearbejdede og ofte primitive oplevelser, der er lagret i nervesystemet eller i den ‘ældste' del af vores hjerne. Problemet med traumer er at de ændrer hjernen. Meget er indtrykket fra traumet bliver siddende i den ældste og primitive del af vores hjerne. Denne kaldes også for reptilhjernen. Det er en del af os, der samler op hvad der er farligt og hvad der er sikkert. Når du er traumatiseret, så vil den lille del af hjernen (som er meget lille), blive ved med at sende signaler om at man er i fare og ikke er sikker. Begivenheden er for længst ovre, men alligevel fortsætter krop og psyke med at reagere som om vi er i fare. Dette fordi hjernen forsat sender hyperaktive impulser til nervesystemet. 

Disse automatiske responser er ikke et resultat af dine kognitive fakulteter og færdigheder, men et resultat af dit instinkt, der prøver at overleve noget, som den del er hjernen fortolker som værende livsfarligt. Når først en voldsom frygt eller angst er blevet printet i nervesystemet, så bliver traumet siddende så dybt, at det ikke umiddelbart lader sig fjerne igen. Alle, der har eller har haft en fobi ved, at fobier er dybt irrationelle, overdrevne og ulogiske, men det ændrer ikke på det forhold, at man stadig er bange for hunde eller slanger. Man har ikke en fobi, fobien er derimod en psykoaktiv del af vores nervesystem!

Nervesystemets udladninger, hormonelle forandringer og immunforandringer aktiverer vores flygt-eller-kæmp-reaktionssystem, der hjælper os med at overleve en umiddelbar fare. Vores biologiske reaktioner er adaptive i de nødsituationer, som naturen har designet dem til. Men de samme stressreaktioner, der udløses kronisk og uden opløsning, forårsager skade og endda permanent skade. Disse fysiologiske og psykologiske forstyrrelser i vores liv er det nødvendigt at kunne tilpasse sig for at overleve, men tilpasningen kan føre til langsigtede problematikker.

Flygt-eller-kæmp-reaktionen var uundværlig i en fortid, hvor vi blev konfronteret med en farlig verden af rovdyr, fjender og andre farer. I det civiliserede samfund udløses flygt-ellerkæmp-reaktionen imidlertid i situationer, hvor den hverken er nødvendigt eller nyttigt, da vi ikke længere står over for de samme dødelige trusler mod eksistensen.For de fleste mennesker er største trussel socialpsykologisk eller følelsesmæssig, dvs. den handler om vi føler os elsket, interessante, accepteret og trygge i vores fællesskab. 

Kroppens autonome nervesystem reagerer på direkte fare ved at gøre kroppen klar til at ”kæmpe, flygte eller fryse”, hvilket er en hensigtsmæssig reaktion hvis man møder en reel trussel. Nogle mennesker aktiverer deres stress-respons-system, og nogle mennesker oplever mere primitivt at hjernen lukker ned og de kollapser.  Frysresponsen, der opstår i forbindelse med traumer og chok, er en fysisk overlevelsesreaktion i din hjernes instinktlag og kroppen.